FØRSTE GANG JEG OPLEVEDE VON DÜ var på Pavillon Junior på Roskilde Festival i 2009 og her var det ikke så meget mig, der stødte på dem, som det var dem der stødte på mig – ind i mig – op i mig. For det gør Von Dü: de tager dig med bukserne nede, mens du selv helt frivilligt smider trøjen, så de kan få fri adgang til din krop og få dit køn, dit blod og dit hjerte til at banke, mens du med den ene hånd for munden fnisende tænker ”ej, det sang de bare ikke!” og med den anden kaster en så heftig basarm, at din skulder er ved at gå af led.

“Voksentøj”

Nu skal vi smide hver en klud

Af ting der går og strammer

Og alligevel ser forfærdelige ud

Det skal være slut med at være forklædt

I forhold til din nøgne hud er tøj jo ikke særlig pænt

 

BANKENDE HJERTER GIVER EKKO

På bandets nyeste plade “Bankende hjerter”, der udkom i februar 2016, er hånden flyttet fra munden til hjertet, og bandet synger i dag mere om verdens tilstand end om flæskesteg og nøgenhed, dog stadig med sarkasmen i højsædet. Men ingen holdninger uden handlinger, og den tilgang fik bandet til at donere alle indtægter fra den første turné med den nye udgivelse til gode formål. Von Düs humanitære hjerte banker nemlig så højt, at det skal give ekko i publikums hjerte, og det vigtigste for bandet var at få formidlet et budskab:

 

“Vi fik samlet en masse penge ind, og hvad vigtigere var, synes jeg, sendt et signal. Et signal om at lige meget, hvor gerne vi vil det, så er vi ikke alene her i verden. Og vi har det rigtig, rigtig godt her i Danmark, og det er måske til dels på bekostning af nogle andre mennesker, som har det rigtig, rigtig dårligt.”

 

På tre koncerter i København fik bandet samlet omkring 60.000 kr. ind. Om pengene batter specielt meget hos organisationerne er Morten Nygaard egentlig i tvivl om. Men det vigtigste var, at man var interesseret i at bidrage, og gjorde det med det, der var muligt for én. Billetprisen lå derfor også under for donationsparadigmet, og folk kunne selv bestemme, hvor meget de ville give, inden for et spektrum mellem 75 og 250 kr. Bandet vil gerne dele de tanker, der optager dem, men de gider ikke være prædikende. Koncerterne var deres måde at prøve at reagere frem for bare at være frustrerede, og de ville gerne vise folk, at det vigtigste er, man gør noget.

 

“Hvis du er studerende, så skal du ikke have stoppet ned i halsen, at du skal betale 200 kr. for en billet, så folk fik selv lov at bestemme. Der var jo et par aftener, hvor der var rigtig mange, der gav 250 kr. Relativt set kan 75 kr. jo også være en masse penge for mennesker, som sidder og spiser pasta med ketchup i slutningen af måneden”.

 

“Verdens mindste fuck”

Kommer du her sender vi dig hjem

Så vi ka’ sove trygt i vores seng

Den dør der førhen stod på klem

Er skiftet ud med en faldlem

(Artiklen fortsætter under billedet)

INDIGNATIONEN SOM BRÆNDSTOF

Det er Morten Nygaard, der skriver Von Düs tekster. De kommer alle sammen ud fra hans og bandets overvejelser om, hvordan det kan være, at mennesker opfører sig, som de gør. At samfundet fungerer, som det gør. F.eks. hvorfor en østrigsk mand finder på at spærre sin familie inde i en kælder i årevis, eller hvorfor vi i samfundet ser ned på folk, der ikke arbejder 37 timer om ugen, fordi vi har accepteret, at det er den eneste legitime måde at leve på. Spørgsmål, som Morten Nygaard ikke kan få sit hoved om, som han siger.

 

“Hvad er det der sker med de paradigmer vi har i samfundet? Hvilken følelse vækker det i mig? Er jeg født 500 år for tidligt? Kommer vi til at udvikle os et sted hen, hvor de her ting bliver ligegyldige og vi begynder at tænke på faktiske ressourcer i stedet for penge?”

 

Bandet vil stadig gerne skrive sarkastiske sange, men det er nogle andre ting, der optager bandmedlemmerne, end det var, da de startede for godt ni år siden.

Alle i bandet ernærer sig med fuldtidsjobs ved siden af musikken. Det er kollektivt besluttet, at Von Dü skal prioriteres på linje med familie og job, og det betyder, at bandmedlemmerne reelt set jonglerer med to fuldtidsjobs, når de turnerer.

“Det er rigtig, rigtig sindssygt heftigt. Men stadig megasjovt. Man er smadret bagefter, fuldstændig vingeskudt, men jeg tror på, man henter en masse åndelig energi fra det. Det giver mig overskud i mit liv at få de oplevelser”.

 

Men en stilling som gymnasielærer, fysiker eller køkkensælger må der til, hvis der skal brød på bordet. Von Dü løber rundt takket være koncerterne, for folk køber ikke cd’er, og når man når et antal hits på Spotify får man “25 øre og en lammer”, som Morten Nygaard udtrykker det.

 

Om bandmedlemmerne ville kunne leve af Von Dü, hvis de kunne gå all in og ikke skulle distraheres af et fuldtidsarbejde er nu alligevel tvivlsomt, selvom det er “røvirriterende”, de ikke bare kan gøre det. Genren er for smal og “det er svært at komme os ned i en kasse”, som Morten Nygaard udtrykker det. Og tilføjer grinende:

“Det kan også være fordi vi ikke er gode nok, I don’t know.”

På den anden side giver livet i trædemøllen også Morten Nygaard brændstof til teksterne. Han er pædagog og arbejder på en døgninstitution for voksne autister, og mærker derfor konsekvenserne af regeringens beslutninger på egen krop.

“At komme ind i trædemøllen har givet mig en hel masse stof til eftertanke og virkelig få oplevet systemet på en eller anden måde, og opleve de der beslutninger, der bliver truffet politisk. Det skaber en lille smule vrede og indignation, som er rigtig, rigtig godt brændstof for mig til at skrive.”

I starten kom bandets holdninger og tanker til udtryk gennem tekster, der virkede forargende for folk. Von Düs idé var egentlig ikke at forarge, men snarere at råbe op om emner, de synes er “det mest fucked up overhovedet nogensinde”. Men det var ikke altid til at gennemskue for folk, der ofte blev stødte over sangene og havde svært ved at håndtere bandets måde at synge om betændte emner som f.eks. incest på.

 

“Familiepizza”

Far han kommer, han er sur på mig

Fråde om munden, sultent blik i sit øje

Han si’r det tid til vores aftenleg

[...]

Kigger på mig som var jeg ribbensteg

Siger jeg ska’ sutte på hans ostereje

Ved ikke rigtig om det er noget for mig,

Ved ikke rigtig om det er blevet for meget

 

Det blev for meget for mange folk. Morten Nygaards egen familie udvandrede fra en familiesammenkomst, da de hørte “Familiepizza”.

 

“Det kan jeg måske godt forstå, når det [incest, red.] ikke rigtig blev snakket om overhovedet... Men det var ligesom vores måde at formidle et budskab på. Det har aldrig påvirket mig, at folk blev sure. Det er en af de få friheder, vi har som band, at det er os, der bestemmer. Og så kan folk lytte til det eller ej.”

 

Selv er Morten følsomt anlagt og har ikke endnu kunnet se en film som Jagten, der er en af de få kunstneriske behandlinger af emnet pædofili herhjemme. Men gennem sangskrivningen bearbejder han sine tanker og prøver at få greb om den besynderlige verden, vi alle kan have svært ved at kapere indimellem.

Artiklen fortsætter under billedet)

Von Dü er ikke rigtig den slags band, du hører i radioen. Til gengæld kan du finde bandet på en scene nær dig og er garanteret en underholdende, sveddryppende fest, der sætter sig i kroppen. Det ni mand turboenergiske ska-reggae-orkester knokler nemlig for at blive det bedste liveband, der findes, og dét formål er vigtigere end at tjene penge. Pengene betyder faktisk så lidt, at bandet gav dem væk under den første turné med deres nyeste plade, “Bankende Hjerter”.

 

Forsanger Morten Nygaard fortæller om drømmen om at revolutionere den musikalske livescene og bruge musikken til at råbe op om alt det, der er galt med verden.

(Artiklen fortsætter under billedet)

FØRSTE GANG JEG OPLEVEDE VON DÜ var på Pavillon Junior på Roskilde Festival i 2009 og her var det ikke så meget mig, der stødte på dem, som det var dem der stødte på mig – ind i mig – op i mig. For det gør Von Dü: de tager dig med bukserne nede, mens du selv helt frivilligt smider trøjen, så de kan få fri adgang til din krop og få dit køn, dit blod og dit hjerte til at banke, mens du med den ene hånd for munden fnisende tænker ”ej, det sang de bare ikke!” og med den anden kaster en så heftig basarm, at din skulder er ved at gå af led.

“Voksentøj”

Nu skal vi smide hver en klud

Af ting der går og strammer

Og alligevel ser forfærdelige ud

Det skal være slut med at være forklædt

I forhold til din nøgne hud er tøj jo ikke særlig pænt

 

BANKENDE HJERTER GIVER EKKO

På bandets nyeste plade “Bankende hjerter”, der udkom i februar 2016, er hånden flyttet fra munden til hjertet, og bandet synger i dag mere om verdens tilstand end om flæskesteg og nøgen-hed, dog stadig med sarkasmen i højsædet. Men ingen holdninger uden handlinger, og den tilgang fik bandet til at donere alle indtægter fra den første turné med den nye udgivelse til gode formål. Von Düs humanitære hjerte banker nemlig så højt, at det skal give ekko i publikums hjerte, og det vigtigste for bandet var at få formidlet et budskab:

 

“Vi fik samlet en masse penge ind, og hvad vigtigere var, synes jeg, sendt et signal. Et signal om at lige meget, hvor gerne vi vil det, så er vi ikke alene her i verden. Og vi har det rigtig, rigtig godt her i Danmark, og det er måske til dels på bekostning af nogle andre mennesker, som har det rigtig, rigtig dårligt.”

 

På tre koncerter i København fik bandet samlet omkring 60.000 kr. ind. Om pengene batter specielt meget hos organisationerne er Morten Nygaard egentlig i tvivl om. Men det vigtigste var, at man var interesseret i at bidrage, og gjorde det med det, der var muligt for én. Billetprisen lå derfor også under for donationsparadigmet, og folk kunne selv bestemme, hvor meget de ville give, inden for et spektrum mellem 75 og 250 kr. Bandet vil gerne dele de tanker, der optager dem, men de gider ikke være prædikende. Koncerterne var deres måde at prøve at reagere frem for bare at være frustrerede, og de ville gerne vise folk, at det vigtigste er, man gør noget.

 

“Hvis du er studerende, så skal du ikke have stoppet ned i halsen, at du skal betale 200 kr. for en billet, så folk fik selv lov at bestemme. Der var jo et par aftener, hvor der var rigtig mange, der gav 250 kr. Relativt set kan 75 kr. jo også være en masse penge for mennesker, som sidder og spiser pasta med ketchup i slutningen af måneden”.

 

“Verdens mindste fuck”

Kommer du her sender vi dig hjem

Så vi ka’ sove trygt i vores seng

Den dør der førhen stod på klem

Er skiftet ud med en faldlem

 

(Artiklen fortsætter under billedet)

INDIGNATIONEN SOM BRÆNDSTOF

Det er Morten Nygaard, der skriver Von Düs tekster. De kommer alle sammen ud fra hans og bandets overvejelser om, hvordan det kan være, at mennesker opfører sig, som de gør. At samfundet fungerer, som det gør. F.eks. hvorfor en østrigsk mand finder på at spærre sin familie inde i en kælder i årevis, eller hvorfor vi i samfundet ser ned på folk, der ikke arbejder 37 timer om ugen, fordi vi har accepteret, at det er den eneste legitime måde at leve på. Spørgsmål, som Morten Nygaard ikke kan få sit hoved om, som han siger.

 

“Hvad er det der sker med de paradigmer vi har i samfundet? Hvilken følelse vækker det i mig? Er jeg født 500 år for tidligt? Kommer vi til at udvikle os et sted hen, hvor de her ting bliver ligegyldige og vi begynder at tænke på faktiske ressourcer i stedet for penge?”

 

Bandet vil stadig gerne skrive sarkas-tiske sange, men det er nogle andre ting, der optager bandmedlemmerne, end det var, da de startede for godt ni år siden.

Alle i bandet ernærer sig med fuldtids-jobs ved siden af musikken. Det er kollektivt besluttet, at Von Dü skal prioriteres på linje med familie og job, og det betyder, at bandmedlemmerne reelt set jonglerer med to fuldtidsjobs, når de turnerer.

“Det er rigtig, rigtig sindssygt heftigt. Men stadig megasjovt. Man er smadret bagefter, fuldstændig vingeskudt, men jeg tror på, man henter en masse åndelig energi fra det. Det giver mig overskud i mit liv at få de oplevelser”.

 

Men en stilling som gymnasielærer, fysiker eller køkkensælger må der til, hvis der skal brød på bordet. Von Dü løber rundt takket være koncerterne, for folk køber ikke cd’er, og når man når et antal hits på Spotify får man “25 øre og en lammer”, som Morten Nygaard udtrykker det.

 

Om bandmedlemmerne ville kunne leve af Von Dü, hvis de kunne gå all in og ikke skulle distraheres af et fuldtids-arbejde er nu alligevel tvivlsomt, selvom det er “røvirriterende”, de ikke bare kan gøre det. Genren er for smal og “det er svært at komme os ned i en kasse”, som Morten Nygaard udtrykker det. Og tilføjer grinende:

“Det kan også være fordi vi ikke er gode nok, I don’t know.”

På den anden side giver livet i træde-møllen også Morten Nygaard brænd-stof til teksterne. Han er pædagog og arbejder på en døgninstitution for voksne autister, og mærker derfor konsekvenserne af regeringens beslutninger på egen krop.

 

“At komme ind i trædemøllen har givet mig en hel masse stof til eftertanke og virkelig få oplevet systemet på en eller anden måde, og opleve de der beslutninger, der bliver truffet politisk. Det skaber en lille smule vrede og indignation, som er rigtig, rigtig godt brændstof for mig til at skrive.”

I starten kom bandets holdninger og tanker til udtryk gennem tekster, der virkede forargende for folk. Von Düs idé var egentlig ikke at forarge, men snarere at råbe op om emner, de synes er “det mest fucked up overhovedet nogensinde”. Men det var ikke altid til at gennemskue for folk, der ofte blev stødte over sangene og havde svært ved at håndtere bandets måde at synge om betændte emner som f.eks. incest på.

 

“Familiepizza”

Far han kommer, han er sur på mig

Fråde om munden, sultent blik i sit øje

Han si’r det tid til vores aftenleg

[...]

Kigger på mig som var jeg ribbensteg

Siger jeg ska’ sutte på hans ostereje

Ved ikke rigtig om det er noget for mig,

Ved ikke rigtig om det er blevet for meget

 

Det blev for meget for mange folk. Morten Nygaards egen familie udvandrede fra en familiesammen-komst, da de hørte “Familiepizza”.

 

“Det kan jeg måske godt forstå, når det [incest, red.] ikke rigtig blev snakket om overhovedet... Men det var ligesom vores måde at formidle et budskab på. Det har aldrig påvirket mig, at folk blev sure. Det er en af de få friheder, vi har som band, at det er os, der bestemmer. Og så kan folk lytte til det eller ej.”

 

Selv er Morten følsomt anlagt og har ikke endnu kunnet se en film som Jagten, der er en af de få kunstneriske behandlinger af emnet pædofili herhjemme. Men gennem sangskrivningen bearbejder han sine tanker og prøver at få greb om den besynderlige verden, vi alle kan have svært ved at kapere indimellem.

 

(Artiklen fortsætter under billedet)

DET FULDE POTENTIALE

Koncerten på Roskilde i 2009 gjorde det klart for Von Dü, at de havde fat i den tykke ende af rebet. Da en booker så dem til Ska Convention på Loppen og hyrede dem til upcoming-scenen Pavillon Junior. En stor chance, men dengang følte det meget nye band sig, ifølge Morten Nygaard, virkelig ude, hvor de ikke kunne bunde, og var usikre på, om de var gode nok til jobbet. Med en meget skrabet debut-EP i baghånden gik de fra små jobs på klubber til en stor scene, hvor de skulle sparke 50 minutters sceneshow ud til 3.000 højtændte publikummere.

 

“Pludselig står man på Roskilde foran 3.000 mennesker, som går FULDSTÆNDIG amok. Den adrenalin dér, den levede vi alle sammen på i hvert fald et år, bare man tænkte på det, så var det sådan “tsssss!”, sitrende. Bare jeg tænker på nu, hvordan man havde det, da man stod oppe på den der scene... Det var virkelig system overload! Det var virkelig intenst!”

 

Presset blev ikke mindre af, at vinderen af årets Karriekanon havde spillet lige inden, og deres forsanger kunne “breakdance og sådan noget dér... Og det kunne jeg IKK’. Og det kan jeg stadig ikke”, fortæller en grinende Morten Nygaard.

 

Men det er også lige meget, om Von Düs forsanger kan lave ormen på en scene, for bandet kan noget andet. Koncerten på Pavillon Junior gik over al forventning og gav dem vind i sejlene, mener forsangeren. U’et i usikkerhed er forsvundet som en kold fadøl på en varm sommerdag, og er blevet erstattet af selv. Von Dü tror på, at de er de bedste til det, de laver.

 

“Jeg tror, vi bliver ved med at gøre det her, fordi vi føler ikke, vi har udløst vores fulde potentiale, altså... Vores fulde potentiale er at underholde - ikke 75 mennesker på Sdr. Åhus en torsdag. Det er at underholde 10.000 mennesker hver eneste aften, fordi det kan vi. Det ved vi, vi kan, altså. Vi føler virkelig at “shit mand, der er flere mennesker, der skal se det her!”

 

Og hvordan får man så hevet den hjem, når den etablerede musikbranche ikke sådan rigtig gider lege med én? En hurtig søgning på nettet viser, at de er blevet spillet i omegnen af 12-15 gange i radioen over de sidste fem-seks år, primært på P4, og pladesalget er meget beskedent.

 

Von Düs erklærede mål har hele tiden været at blive en livesucces, og det arbejder de til stadighed på. De har haft en livecoach og musikekspert Per Vium til at hjælpe dem med at gøre deres optrædener mere tight og sat fokus på dynamikkerne i deres koncerter. Gennem deres ni år som band har de oparbejdet et trofast kernepublikum. Dem der kommer til koncerterne er die hard fans, og hvis de kan lide de nye numre, er det god-kendelse nok for ska-gutterne. Publikum er dedikeret, og det er ifølge forsangeren grunden til, at det aldrig er nederen at været til Von Dü-koncert - selv, hvis der kun er 20 mennesker til stede.

 

Deres koncerter bliver mere og mere allround musikalske, og bandet leger med ska, jazz, funk og disco. Et koryfæ som Daimi har også sneget sig ind i deres repertoire.

 

“Vi føler det virkelig, vi har taget et step op. Vi taler tit om at det der store kommercielle gennembrud, det kommer måske ikke, og i hvert fald lader vente på sig. Men vi er alle sammen bare landet på, at det vi har lavet, det er vi megastolte af. At man så ikke lige ta’r det sidste skridt op på stigen betyder faktisk ikke specielt meget i den sammenhæng. Det betyder i hvert fald mindre end det har gjort.”

 

“Bankende hjerter”

Du må ikk’ gi op nu

Selv et hjertestop

Ka’ ikke stoppe dig

Og hvis stien den er lang og fyldt med torne

Så tager du lange bukser på og løber hurtigt