Jeg begyndte at skrive sange, da jeg var en 7-8 år gammel, og ret tidligt var det en del af min bevidsthed, at det var musik, jeg gerne ville bruge mit liv på. Som så mange andre drømte jeg om at blive rockstjerne. Ikke bare abstrakte drømme, men kon-krete og fysiske drømme om rockstjerne-livet med eksotiske rejser og kvindelig tilbedelse.

Jeg husker ikke en eneste stor bil eller et MTV-cribs agtigt mansion i de her drømme; det var turnélivets muligheder for at besøge en masse forskellige lande og et forhold til Kelly fra Beverly Hills, som jeg helt konkret kan huske i de her unge drømme! Sjovt nok var penge aldrig en reel del af ligningen. Og sådan har jeg det på en måde stadigvæk.

Siden 2002 har jeg udgivet over hundrede sange. Jeg har haft adskillige store radiohits, spillet mange velbesøgte koncerter, solgt et femcifret antal plader, har sammenlagt flere millioner streams på Spotify, samt været på soundtracket til bl.a. Arvingerne, Germany’s Next Top-model og FIFA15. Det er jo på papiret en forholdsvis succesfuld karriere, som kan lyde af mange penge, men i realiteten er jeg aldrig blevet tilnærmelsesvis rig af det.

En mere kynisk tilgang til min karriere havde klart givet flere – om end ikke voldsomme - indtægter fra mit sang-skrivervirke: Jeg kunne have droppet den masteringsession i Abbey Road og under-skudsturneen i USA. Men de her valg – som jeg genkender hos de fleste andre musikere – fortæller jo også en essentiel historie; at tilstanden på vores kontoudtog langt fra er vigtigt i forhold til muligheden for at udleve vores drømme; at lave mest mulig musik og spille det for flest mulige mennesker.

Jeg husker stadig, da jeg fik KODA-penge første gang. Det var en helt vild oplevelse, at nogen gav mig penge for at spille musik. Og på sin vis har jeg det stadig sådan i dag; sådan en fornemmelse af ydmyghed og taknemmelighed stort set hver eneste gang, nogen gider ofre tid og måske endda penge på noget, som på sin vis blot er en hobby baseret på en fjollet ungdomsdrøm. Sådan tror jeg mange sangskrivere har det. Vi er ydmyge drømmere – og måske netop derfor forfærdelige forretningsfolk.

Jeg lagde gladeligt min musik på Myspace, som var plastret til med reklamer – de reklamepenge er jo for-svundet et eller andet sted hen. Og derefter føltes Spotify som et kæmpe fremskridt, selvom betalingen vel i realiteten er urimeligt lav. Og jeg lod DR bruge min musik gratis i Arvingerne; en serie med så stort et budget, at en enkelt dags cateringomkostninger sikkert ville kunne finansiere en helt ny pladeind-spilning for mig. Etc. Etc.

Dem af os, som bliver ved med at lave og udgive musik, aner knapt nok den langsomme overgang fra noget som er ren hobby til stadiet, hvor vores musik reelt er med til at generere penge til en masse andre. Og i en proces, hvor vi har været dårlige til reelt at kræve penge for vores arbejde, er de flest forbrugere af vores musik blevet vant til, at den altid kan fås praktisk talt gratis.

Jeg ved ikke engang, hvad konklusionen er. Bare at jeg elsker at lave musik og ikke kan lade være, på trods af den grotesk lave timeløn. Og sådan har det fleste sangskrivere det jo – på godt og ondt. Ondt fordi netop denne romantiske til-gang til faget nok er vores store økono-miske akilleshæl. Og godt fordi vi elsker at lave det, vi gør. Og derfor vil der blive ved med at være masser af god musik.