“Jeg er glad for, at min mor ikke skal læse det her interview”

TEKST: ANTON GADE-NIELSEN

FOTO: TOM MCKENZIE.

 

​

 

Kvinden i sofaen

Peaches inspirerer utroligt mange kvinder og mænd i hele verden med sin unikke stil og sine provokerende og seksuelle tekster. Hun ligner ikke hvemsomhelst og hun opfører sig helt som sig selv; som hun vil. Hun har det ikke fra sin mor.

 

Hvad spørger man en feminist om, som synger om pik og kusse, som danser rundt mellem store vaginaer på scenen, som har en fissehat på hovedet, som sidder i en sofa og kigger ned i gulvet foran mig, som er træt og ugidelig og som måske helst gerne vil være høj som sin manager og koncentrere sig om sin kommende koncert? Hvad spørger man hende om? Hvad spørger man om, når man er nervøs og måske ikke er så skarp i det engelske efter for meget sprut og gallar og for lidt søvn og postevand i løbet af en uge på Roskilde Festival? Hvad spørger man om, hva’?

 

Jeg orker ikke det her

Det er fredag aften på Roskilde Festival. Neil Young vender plader på Orange i baggrunden. Jeg står i ingenmandsland i det, de kalder Mixed Zone, hvor “pressen skal møde kunsten”, men der er helt tomt, bænkene er våde af regn og personalet i baren står med ryggen til. Bag det ene hegn sidder alle de berømte musikere og taler om sig selv til journalister - og bag det andet hegn sidder alle journalisterne i mediebyen og taler om sig selv til hinanden. Jeg skal ind bag det første hegn og få Peaches til at tale om sig selv for min rullende mikrofon. Før jeg fik aftalen med Peaches kendte jeg ikke meget til hende - egentligt kun hendes sang om alternativ smertelindring - men efter jeg begyndte at læse om hende, blev jeg mere og mere draget af hende. Hun har turneret med Marilyn Manson og Queens of the Stone Age, udgivet talrige albums, lavet en musical om sig selv og inspireret nogle af de fremmeste nutidige kvindelige kunstnere til at lave musik, der handler om andet end knuste hjerter og dumme drenge.

 

Peaches går meget op i køn og da hun engang blev spurgt om hvordan det føltes at spille i et band som udelukkende bestod af kvinder, sagde hun, at det ville hun først svare på, når det samme spørgsmål blev stillet til en mand i et band udelukkende bestående af mænd; altså aldrig. Hendes musik er provokerende og over grænsen, fordi Peaches står for noget, og ikke er bange for at sige hvad hun mener - også selvom det hun mener står skrevet i panden på hende.

 

Der er sket det, at jeg er endt op med en form for ærefrygt for Kunstneren, som jeg skal sidde ansigt til ansigt med og interviewe (og så på engelsk). Roskildeudmattelsen, de begyndende virkelighedstømmermænd, tanken om de lange køer overalt og det halvsløje vejr hjælper ikke mit overskud eller min selvtillid. Vi går ind i traileren og der sidder hun. Mindre af statur end jeg havde forestillet mig, i en sofa, og nok endnu mindre end hun plejer, fordi hun øjensynligt heller ikke har overskud til den snak vi skal til at have. Hvis hun havde krøbet sig mere sammen ville hun måske kunne trille ud i Artist Zone og væk fra al pressen. Jeg starter vores snak ved at forsøge at oversætte ordet Udsving og hun forsøger høfligt, omend uoverbevisende, at virke interesseret.

 

I am not a baby anymore, mommy

Og hvad vælger jeg så at spørge hende om? Tjo: “Hvad er din bedste definition af en mor?” Ja. Det er præcist i denne situation og med denne type, man skal tale om mødre. Definer den bedste mor, tak. Det er da det mindste jeg kan forlange af en kvinde, jeg ikke kender og som ikke gider at kende mig. Hopper Peaches på pinden, svarer hun på mit spørgsmål og har jeg husket at tænde båndoptageren. “Ja” til det første - og “vent lidt, lad mig lige tjekke - nej det havde jeg ikke, men det gør jeg da med det samme” til det andet. Nu er vi klar:

 

Peaches svarer og hun mener faktisk noget om emnet. Hun mener, at en mor skal være en inspirationskilde, som lader sit barn gøre, hvad det vil og ikke behandle det som et barn: “I’m not saying, that they should make the child feel bad about being a child. But just normal things like to make sure that the child understands that you need to cook if you want to eat and you need to clean up if you want things to be tidy”; eller du skal læse og uddanne dig selv. I bund og grund skal børn behandles som mennesker og ikke som babyer: “Which happens very often in certain families…” Certain families, tja den lader jeg lige stå lidt imens denne tekst af Peaches flimrer for mine udmattede øjne:

 

“Suckin' on my titties like you wanted me,

Callin me, all the time like blondie

Check out my chrissy behind

It's fine all of the time

Like sex on the beaches,

What else is in the teaches of peaches? huh? what?”

 

Det næste spørgsmål er jo oplagt: Hvordan var din mor så? Jeg føler mig som en dårlig psykolog, der på dårlig engelsk skal finde ud af en sandhed og en årsag til, at min patient er blevet som hun er: “Hvad var dit forhold til din mor?” spørger jeg ikke, men det er tæt nok på, og Peaches forstår, hvor jeg vil hen. Jeg skal måske lige nævne, at hendes egen mor faktisk var psykolog.

 

Fysiklæreren og moderne dans

“Din mor?”, siger jeg. “Min mor,” siger hun og ser forfærdet ud: “Jeg er glad for at hun ikke skal læse det her interview” siger Peaches. Hendes mor lod hende ikke være som hun gerne ville være - no shit - og derfor er hun blevet som hun er, nu her i dag - NO SHIT. Hun er født i en jødisk familien, så meget ved jeg. Ikke en særlig ortodoks jødisk familie, mere sådan lidt kuturjødisk og normalt kedsommeligt jødisk.

 

“Dick in the air, let me see you put your

Put your dick in the air

Dick, dick, dick

Dick in the air, let me see you put your

Put your dick in the air

Dick, dick, dick”

 

“My mother didn’t let me be an adult. She was very controlling. She is a lovely lady and a very smart lady.” Sådan beskriver Peaches sin egen mor: Hun er en elskelig kvinde. Sådan ville de færreste nok beskrive deres egen moder. Det er ihvertfald ikke nogen smeltende varm beskrivelse. Da Peaches var ung var hun en usikker pige, der ikke fik lov til at folde sig ud af sin kontrollerende mor. Det var ikke moren, der fik hende til at blomstre, hun fandt derimod inspiration hos kvindelige rollemodeller omkring hende andre steder. Om det var fysiklæreren i “full leather outfits who rode a motorcycle every day, and was the coolest woman in the world,” eller lærerinden i moderne dans med “Lenon-glasses and really fuzzy hair, who didn’t really care about her physical appearance”. Det har altid været kvindelige forbilleder, hun har dyrket. Kvinder, der turde være sig selv og som sked på, hvordan en “ordentligt” kvinde skulle tage sig ud.

 

De pæne drenge, hvoraf én er repræsenteret på den anden side af sofabordet i en container på Roskilde, må hellere holde sig til manus og spørge om det rigtige. Det gider jeg ikke. Jeg vil hellere prøve at skære ind til benet, også selvom jeg har en noget sløv og udmattet kniv.

 

Kampen fortsætter, inspiration er våbnet

“Hvad med dem, der nu er kommet i slipstrømmen af dit femi-woman-power-musik? Dem som blev inspireret af dig, til at tage bukserne af og synge sine følelser ud ved hjælp af ukvemsord og seksuelle metaforer. Hvad synes du om dem?”

 

“I am not them” svarer hun, men tilføjer, at det vel gælder lige såvel for de mandlige kunstnere - som for kvinderne. Vi skal alle finde os selv og vores seksualitet. Det kan for så gud være lige så svært for mænd. Hun er ikke dem, men derfor kan hun vel have en mening om dem alligevel? Det jeg tror, at Peaches mener er et ugideligt: “det må de selv ligge og rode med”. Skyldes dette svar, at hun i øjeblikket ikke orker at snakke mere om dem og deres projekter eller om hun reelt set synes, at de må finde deres egen stil og selv styre, hvor femi og provo de vil være? Svært at sige. Men der er ingen tvivl om, at Christina Aguilera lyttede til Peaches før hun lavede Dirty og sprang på motorcyklen og i bokseringen uden tøj på. Og Nicki Minaj må også have lånt pladen The Teaches of Peaches på biblioteket, da hun var ung. P!nk har sågar arbejdet sammen med sit idol flere gange og taler i flotte vendinger om Peaches store inspiration. Peaches er blevet den seje fysiklærer-sangerinde med fjollet hår og læderdragt, der gør hvad hun vil og inspirere yngre kvinder til at udfordre opfattelsen af kønnet.

 

“There is nothing bad about being inspired, I just hope, that people doesn’t close off.” Peaches afslutter vores snak med en formaning. For selvom alt for tiden virker så lyst og åbensindet med LGBT-rettigheder, fokus på kønsroller og ligestilling, så er der også nogle utroligt konservative og lukkede tankemønstre på den anden side af spektret, som man skal holde øje med og passe på. Peaches påpeger, at bare fordi det ser ud til at gå fremad med mangfoldigheden så går det altså lige så meget fremad med snæversyn og lukkethed. “It happens exponentially in every direction.” Terrorisme, grænselukning, Trump og frygt kan gøre os mere snæversynede og sætte åbensindet flere skridt tilbage, end der er taget fremad. Folk som Peaches og folk, der ligner har endnu ikke vundet kampen om at have lov til at være sig selv - og det er ikke nu, de bør læne sig tilbage på verandaen med den regnbuefarvede plaid over lårene og blot betragte homoerne, der springer ud. Nej, tværtimod skal der fortsat kæmpes for at have lov til at være farverige, forskellige og rummelige. Én af måderne at gøre det, er ved at stille sig på en scene i sort lak og læder, med dansende skamlæber omkring sig og synge om at kneppe, som den mor vi aldrig fik.

 

Epilog: Peaches’ Koncert på Roskilde Festival 2016

Selve koncerten senere samme aften på Apollo Scenen på Roskilde 2016 var en eksplosion af vildskab, feminisme, humor, varme, disko, homo, techno kombineret med et teenageoprør fra en kvinde i sin bedste alder, der insisterer på at råbe: “Dick, balls, one dick and two balls.” Som om det skulle være noget. Men måske er det rent faktisk noget og måske er jeg bare fornærmet over, at hun ikke rigtig gad at snakke med mig. Men jeg tror ærlig talt, at hun har fat i den lange ende. Og selvom jeg kan blive lidt træt af det, der umiddelbart virker som plat provokation for provokationens skyld - så rykker hun noget, som ikke kan undgå at påvirke og inspirere kvinder, der stadig ikke har ligestilling. Hun har stemmen og modet til at træde op på en scenen og kræve, at folk ser op til og beundre hende. Ligesom nogen beundrer de mandlige rockstjerner.

 

Halvvejs under koncerten vil hun ud og gå på publikum, som hun instruerer i at holde hænderne i luften og understøtte hendes små fødder, så hun kan spadsere ovenpå crowded imens hun råber i mikrofonen: “If Jesus could walk on water, Peaches can walk on you”.

 

Er der mere at sige?