TEKST: BJÖRK VAN DIJK MADSEN

FOTO: EMIL LYDERS

 

​

 

Da jeg ankommer til spillestedet Gimle i Roskilde er stemningen absolut low key. Rent symbolsk var der jo lagt i kakkelovnen til det helt store, Gimle (som i nordisk mytologi betyder ildlæ og er der aserne søger til under ragnarok) skal nu huse 3 af Danmarks mest garvede rock-drenge. Det set-up lover i sig selv vaske ægte Rock ’n Roll stemning. Men stedet og stemningen jeg møder er en helt anden. Jonas møder os i døren med et stort smil. Han er fra første sekund et meget varmt og åbent menneske, der helt uden skrubler siger velkommen og byder mig indenfor i varmen. Jeg føler mig på ingen tid meget hjemme alt imens han stille og roligt viser mig rundt på matriklen. Inde i band-rummet er der linet op med grøntsagssticks og bandets medlemmer sidder hver især og ser en serie eller lukker øjnene et øjeblik. Alt i alt, ret langt fra den ragnarock stemning, som jeg havde forberedt mig selv på.

 

I en alder af kun 24 år har Jonas været tour manager i ca. 2,5 år. For Jonas var vejen til jobbet som tour manager en del af en proces. Han startede som musiker på højskolen Engelsholm, hvor han læste elektronisk musik. På højskolen mødte han Frederik Vedersø der både spillede med i The White Album og bandet The Eclectic Moniker. Det ene ledte til det andet og lige så stille blev Jonas tour manager for The White Album. Jonas læser til pædagog ved siden af men har taget orlov for at være tour manager på fuld tid. Kombinationen af et hjerte, der banker for musikken, og den pædagogiske uddannelse i ryggen, skaber det perfekte grundlag for en tour manager siger Jonas. En tour manager er nemlig en slags hybrid mellem en musiker og pædagog. Selv synes Jonas ikke at rollen som Tour Manager er særlig mor-agtig, ”Det kommer jo meget an på hvilket band du er på Tour med” siger han ”Men Dúné drengene er så voksne, så vi deler ansvaret ret ligeligt. Drengene ved godt selv, hvad de skal gøre og hvornår de er for meget. De er faktisk dejligt nemme at holde styr på, så jeg ser mig mere som en ven med et overblik” smiler han. Jeg er en smule overrasket over Jonas’ svar. Jeg havde slet ikke regnet med så idyllisk et billede af posten som Tour Manager, ”Så er du aldrig nødt til at sætte dem på plads, eller lave en Mor er ikke sur, mor er skuffet?” Jonas tænker i 2 sekunder og svarer så ”Nej altså, nogle gange kan man være nødt til at skære igennem og sige: ”Jeg siger ikke de her ting for at være irriterende, jeg siger det kun fordi det er det bedste at gøre”, men værre er det ikke”, siger han.

 

”Kalder de dig egentlig nogensinde for Tour Mor?” – spørger jeg. Jonas griner, ”Nej men de kalder mig faktisk nogle gange for Tour Far”, han peger hen på, hvad der ligner en brun instrument-taske. Den ligger fuldstændig camoufleret bag andet instrumentgrej og ledninger. Uden på tasken er der klistret et stykke neon pink tape hvor der står skrevet TOUR FAR. Jonas åbner tasken og ved første øjekast ligner det et kæmpe medicinskab. Tasken er fyldt til renden ”Her er alt hvad man lige har brug for” siger Jonas og går igennem tasken, ”alt fra Panodiler til vitaminer, Iprener, koffeintabletter, plaster, ekstra set-lister, tape, batterier, rent papir, en tuner - u name it”. Det er den perfekte omsorgstaske, så drengene fra Dúné ikke går ned med influenza eller flaget - Tour Far har den slags dækket.

 

I bunden af tasken ligger der et håndskrevet skilt som Jonas sætter på døren til band-rummet efter shows så bandet kan få ro til at restituere, samle tankerne og være sig selv.

 

Jonas agerer altså ikke kun tour manager, men også omsorgsperson, sygeplejerske og ven.

 

Imens vi står bøjet over den legendariske Tour Far taske, tikker der en besked ind på Jonas telefon. Bandet er gået en tur rundt i Roskilde by, og Jonas har lige skrevet ud for at sikre sig, at de kommer tilbage til en lydprøve. Han viser mig den tråd de har fælles, hvor han kan skrive, så drengene ikke glemmer dagens plan, ”Dinner 19.00” skriver han og trykker send, så har hele bandbussen fået beskeden, ”Jeg ved godt, at de kan se det på planen” – siger han ”Men det hjælper altså meget godt lige at få et sms”. Inde i mit hoved sætter jeg et lille flueben ved en moderlig kvalitet, Jonas lige har bevist, at han besidder, nemlig den levende kalender, der lige sender en venlig sms fra tid til anden med en kærlig reminder. ”Jeg er jo ikke med ude at gå tur, så når jeg ikke kan prikke dem på skulderen må de lige få en sms i stedet, så tør jeg godt sende dem afsted selv”, siger han og griner.

 

En ung kvinde ved navn Drew kommer ind i lokalet. Drew er med som support for Dúné, eller som hun kalder sig selv Rockstjerne praktikanten. ”Jonas er den vildeste Tour mor” siger hun og griner, ”men det er dejligt og på den bedste måde. Det meste foregår jo over sms, og de kan altså godt være ret mor-agtige. Nogle gange får man lige sådan en tjekker tidligt om morgenen, hvor der står, håber i har sovet godt, bussen kører kl. dét og dét, husk en ekstra varm trøje i dag det kan godt blive lidt koldt” siger hun og smiler ”Det er da max mor-agtigt”.

 

Aftenen skrider frem og det er ved at være tid til at spise aftensmad. Inden vi går ned for at spise, snakker Jonas med bandet om aftenens menu, ”Jeg har ringet til dem på vej herhen og sagt ikke mere laks” siger Jonas, drengene griner ”Så skal det i det mindste være i en mousse” griner Ole Björn, et af bandets medlemmer. Endnu et flueben bliver sat inde i mit hoved, Jonas sørger nemlig også for at hans drenge får noget ordentlig i maven inden de skal op og spille, og hvis de har glemt vinen så fixer Jonas også det.

 

​Nede ved aftensmaden giver Jonas lige et par informative beskeder og derefter hygger vi os alle sammen, vi griner, spiser og skåler, på ægte mia familia manér. Jeg føler mig tryg og hjemme i deres selskab. Jonas er god til at være opmærksom på mig og fortæller mig at jeg endelig ikke skal holde mig tilbage, at jeg skal huske at tage noget mad og noget vin og vigtigst af alt, at jeg husker at hygge mig. Da vi har spist færdig er Jonas lynhurtig over tallerknerne, sørger for at få samlet dem sammen og ryddet af. Det er ren refleks. Jeg sidder stadig og venter lidt på at følelsen af kaos indtræder, at Jonas skal løse et urimeligt problem, eller give en skideballe over en smadret guitar. Men aftenen har på alle tænkelige måder været mor-venlig. En Tour alla svigermors drøm.

 

Inden koncertstart styrter Jonas rundt. Fra alle leder og kanter hives der i ham – han er den store mellemmand, der mingler mellem bandets søskende, venner, kærester og derudover også diverse kollegaer, autoriteter, fans, merch og så fremdeles. ”Jonas flyt bilen!”, ”Jonas jeg skal bruge en setliste!”, ”Jonas jeg skal lige vise jer hvor i skal gå ud.” Stemningen kører på højtryk og alle har en besked til Jonas i sidste sekund. ”Det vigtigste for mig er jo at drengene har det godt, det mit job” siger Jonas helt roligt og tilføjer ”Drenge, har i vand nok? Her er jeres vitaminer”.

Nu er alle ’band-børn’ blevet placeret med hver deres drik foran fjernsynet og Jonas kan endelig få sin smøg og 2 minutters alenetid.  En ny person træder ind i rummet og henvender sig til mig ”Ved du hvor Jonas er? Vil du give ham den her? Ved han hvordan og hvorledes med opvarmning?” Selv jeg har svært ved at holde styr på alle disse beskeder. Jonas tager umiddelbart alting helt cool, da jeg spørger ind til den travle stemning, ”nææh” siger han ”vi er jo alle sammen venner, vi hjælper hinanden så det er ikke så travlt. Drengene skal bare have det godt!”.

 

Under hele koncerten står Jonas ude i siden og kigger ind på scenen, varm om hjertet og med et bredt smil. Som en høg våger han over hver en bevægelse, der skulle antyde ubehag på scenen. Han kan lettet ånde op efter en succesfuld koncert uden problemer, og tager imod dem med åbne arme, da de kommer ned fra scenen. Nu skal de eskorteres op til deres band-rum, hvor der vil være nogle forfriskninger og lidt alene tid.

 

Da jeg kommer tilbage ind i band-rummet er stemningen en helt anden end tideligere. På trods af at Jonas trisser rundt og får styr på de sidste ting, er der en langt mere løssluppen stemning, og jeg skimter endelig den rock ’n roll stemning, jeg har efterlyst. Her viser Jonas, hvad han sagde tideligere, at han er mere en ligeværdig, en ven, end han er en mor. ”Vi er lige ansvarlige, for at stemningen bliver god” havde han sagt, og det er den. De griner sammen, drikker sammen, og hjælper hinanden med at få sluttet af på en ordentlig måde. De bedste mødre, er dem der også kan være de bedste venner, når der er brug for det. Jonas får dannet sig et overblik og sikrer sig, at alt lukker ned som det skal, men vigtigst af alt, at drengene får en god afslutning på dagen. Jonas sørger for, at der venter en bil på dem, der kan kører dem lige til døren. Hvad end det så er døren foran deres eget hjem eller døren foran en natklub, så sørger Jonas for at de kommer sikkert afsted ud i natten.

 

Jeg finder Jonas for at sige tak for i dag. Før jeg får spurgt, har han fixet mig et lift hjem med en af band bilerne ”Kør nu sikkert hjem” siger han i et kram og vinker mig farvel.

Jeg smiler og da jeg kører væk fra Roskilde i mørket, husker jeg lige at spænde min sikkerhedssele, mens jeg sætter det sidste flueben på min liste over moderlige kvaliteter Jonas besidder. Foruden overblikket, sikkerheden og den gensidige respekt, så har Jonas en overvældende omsorg for alle, der krydser hans vej. Dúné kan sove trygt med Jonas på holdet, det er der ingen tvivl om, og jeg føler mig også ganske tryg mens jeg kører om kap med solnedgangen langs motorvejen. Væk fra Gimle, hjem til København.

 

Jonas får også forklaret, at når han er så opmærksom på at understrege at han langt mere er en ven end en mor for drengene er det også fordi det er et pædagogisk værktøj hun bruger til at give alle følelsen af at løfte i samlet flok , ”Selvom det er mit job at sørger for os alle sammen hele tiden, så er drengene så uselviske og omsorgsfulde at de ikke ville kunne holde ud hvis jeg hele tiden sagde at ’jeg’ gør alt for dem hele tiden. Det skjulte pædagogiske arbejde i at omgås med drengene er en ligeså vigtig opgave for en tour manager, som alle de andre ting”