Det er første gang, at vi to, Anton og Sami, er til koncert sammen. Faktisk er det første gang, vi møder hinanden. Det er også første gang, vi skal opleve det aarhusianske band Waldo & Marsha. Det eneste vi ved er, at de har et album og to EP'er under bæltet, hvoraf den seneste har titlen ”In It to Win It”. Ellers er informationerne sparsomme, og derfor er forventningerne tilsvarende små, hvilket sjældent er et dårligt udgangspunkt, når man skal opleve ny musik.

Vi mødes i Pumpehusets Byhave, og her modtages vi af en sød duft af tjald og synet af Københavns ungdom, der drikker øl og vin i solen på en hverdag. Det er tredje år i træk, at Pumpehuset har åbnet sin Byhave op til gratis koncerter over sommeren. Denne dags gratis koncert har tiltrukket, hvad der eftersigende skulle være sæsonens største publikum og måske også det yngste.

Vi får den sidste ledige plads ved et af de mange bord-bænke-arrangementer, der fylder en stor del af haven. Byhaven er proppet, og det er uvist om klientellet på denne dag er repræsentativt for det faste, men i dag har Byhaven lokket Gymnasiekøbenhavn ud i den sidste sol. Crowd’et er ungt og festen føles som en reunion-fest, hvor man ingen kender. Drenge med oversized t-shirts i sandfarvede nuancer hilser på kryds og tværs over hovedet og bag ryggen af hinanden. Gud er du også her? Hvor er det længe siden! Tak for sidst!

Vi kender ikke de andre gæster i haven,  og vi kender ikke hinanden – det hele er nyt, men alligevel så velkendt: Alle er vi fælles om et desperat forsøg på at holde fast i sommerens sol og det sorgløse ferieliv. Sådan har vi haft det så mange gange før, og sommeren er lang for en gymnasiast og derfor ekstra svær at give slip på. Vi står og betragter dem, og det er underordnet om vi kender hinanden, for vi er alle unge sammen en sommeraften i København. Sami er fem år yngre end Anton og resten af publikum er fem år yngre end Sami, men vi har begge været det sted, de er nu – vi havde også engang for store t-shirts på, fordi det så fedt ud.

Hey Way agerer opvarmning og gør det hæderligt uden rigtigt at brænde igennem, mens de kolde fadøl og aftensolen trækker i opmærksomheden. Fadøllene er skænket til kanten af halvliters plastglas, men prisen tillader ikke, at man drikker sig fuld i øllet. De pebrede drikkevarepriser generer ikke de fremmødte. Mange har i stedet medbragt dåseøl fra kiosken eller papvin fra supermarkedet, hvor priserne passer bedre til størrelsen på hjemme-SU. Er man sulten i Byhaven, så sælger en ægte argentiner autentiske argentinske empanadas, der serveres direkte fra en brændeovnsladcykel ved siden af scenen. Portionerne er små, men velsmagende, og skulle man hungre efter noget andet, byder byen bag Byhavens murer som bekendt på mange andre smagsoplevelser, som kan medbringes efter forgodtbefindende.

Waldo & Marsha har fat i publikum allerede fra sekstetten selvsikkert entrerer den lille scene. De er æresgæsterne til reunionfesten og man skulle tro, at de gik i klasse med publikum, som deler deres tøjstil og ungdommelige ukuelighed. De halvvoksne mænd på scenen sender skæve smil ud til publikum, og griber deres instrumenter med en nonchalant selvfølgelighed, der afslører en god portion tro på egne evner. Mens de første lyse toner og forsanger Victor Groths maskinelt autotunede stemme flyder over os, står det dog hurtigt klart, at troen på egne evner er fuldt ud retfærdiggjort. Det bliver pludselig svært at forestille sig selv nyde sommerens sidste åndedræt et andet sted end lige her i Pumpehusets Byhave, hvor Waldo & Marshas blide og legende numre går perfekt i spænd med de sidste rigtigt varme solstråler. Alle bevæger automatisk deres kroppe til musikken, hvilket medfører, at det lange hår på størstedelen af publikums hoveder svajer frem og tilbage foran øjnene i takt med bandets ditto. Da bandet er kommet halvvejs igennem settet, er publikum tæt på at bryde ud i dans og Byhaven omsluttes af de sitrende vibrationer, der kendetegner det magiske sted imellem stilstand og dans; chill-out og freak-out.

Tre unge fyre taler højlydt om sommerweekendernes udskejelser og om den satans fremlæggelse i samfundsfag, der hænger dem over hovedet på denne dag, hvor de ville ønske, at sommeren kunne sættes på repeat. Sommeren kan dog som bekendt ikke gentages i det uendelige, så ville magien ved den også forsvinde, men et band som Waldo & Marsha indkapsler sommerfølelsen og gengiver den i deres tilstedeværelse og musik. I deres verden er sommeren sat på repeat, og uanset hvilken årstid koncerten end lå i, vil publikummet med garanti få den slags sommerkuller, som man ellers troede var forbeholdt gymnasietiden.

Det eneste vi, har at udsætte på vores aften i selskab med Waldo & Marshas er, at vi ikke fik nok.  Bedst da koncerten var på sit højeste, var det hele slut. Bandet hopper ned fra den lille scene, slutter sig til flokken af jævnaldrende og ligesindede, og forsvinder straks i vrimlen. Da sluserne åbnes strømmer ungdommen ud i byen igen og formentligt hjem for at forberede den samfundsfagsfremlæggelse til i morgen.

Vi mødte for første gang hinanden i Pumpehusets Byhave. Her blev vi fanget af en tid og en sindsstemning, vi havde glemt, at vi kendte til, men som vi endnu en gang blev hensat til med Waldo & Marshas hjælp. Nu cykler vi ud i den lune sommeraften med en summende glød af gymnasiesommer i maven, som vi ikke udelukkende kan takke de velskænkede fadøl for.