EMPer elektromagnetiske pulser, der kommer efter en atombombe-eksplosion. De er usynlige, men så kraftige, at de kan ødelægge elektronisk udstyr og dermed elektronisk kommunikation.

EMP står også for Else Marie Pade, der lige så uset som de elektromagnetiske pulser, men med yderst håndgribeligt sprængstof i håndtasken skulle sabotere telefonnettet i Aarhus under Anden Verdenskrig, så tyskerne ikke kunne kontakte omverdenen. Hun var gået ind i en af de få kvindelige, hemmelige grupper inden for modstandsbevægelsen, og det var en beslutning, der skulle vise sig at få stor betydning for den unge pige. Hun blev nemlig fanget, og det var i Gestapos kløer, hun opdagede, at musik skulle være hendes ene livsledsager og mødte manden, der skulle blive hendes anden.

 

Modgang og modstand

Komponisten Else Marie Pade er altid gået sine egne veje uden at bekymre sig synderligt om, hvad andre tænkte.

»Hun var overbevist om, at det hun lavede, var rigtigt,« siger hendes ældste søn, Morten Pade om sin mors faste tro på sig selv. »Der er aldrig nogen, der har kunnet tryne eller korrekse hende.«

Hendes trodsighed viser sig dog ikke altid med en kraft som i modstands-bevægelsen. Det mener Else Maries nære ven og tidligere underviser og studie-kammerat, Jan Maegaard.

»Hun var virkelig pionér på sit område, men ikke på den måde at man vil vise sig eller stiller sig op og råber 'se mig!' Hun maser sig ikke frem, og det gør hendes musik heller ikke. Den er der bare, sådan sødt og venligt – ligesom hende,« fortæller han.

Sønnen Morten fortæller, at Else Marie Pades egen dom over den manglende anerkendelse imidlertid er ganske kontant:

»Når man kan korsfæste Jesus og smide Mozart i massegraven og kalde Beethovens sene strygekvartetter for gale, så giver jeg ikke meget for samtidens dom!«

 

Lyde fra gaden

Som barn holdt nærmest kronisk nyre-bækkenbetændelse ofte Else Marie i sengen i barndomshjemmet i Aarhus. Her boede hun med sin far og mor, der var glade for musik, litteratur, kunst og kultur. Hjemmet var fyldt med musik, radio og eventyr-læsning, og interessen for kultur gik i arv til datteren. Fra sygesengen kunne den lille pige følge med i de andre børns leg og liv nede i gården, men kun med ørerne.

»Hun lå og fabulerede og digtede lydene ind i sin egen eventyrverden. Hun forestillede sig, at det var musik, og det satte mange ting i gang hos hende,« fortæller Morten Pade. Allerede som lille viste Else Marie en følelsesmæssig forståelse for musikken og kunne høre forskel på dur og mol i en tidlig alder.

»Hvis hendes mor spillede noget i dur, så blev hun glad, og hvis hun spillede en melodi i mol, så græd hun. Hun kunne ikke vide det, men det var jo noget melankolsk«, siger Morten Pade.

Da Else Marie var 13 år stødte der problemer med mandlerne til sygejournalen. Hendes læge fjernede dem, og med et trylleslag var hun rask. Hun begyndte at leve et normalt teenageliv og blev glad for swing og jazz og kom som 15-årig i et jazzband, der spillede på restauranter.

Det var ikke noget, der huede Else Maries forældre og selvom hun ville fortsætte med sin musik, begyndte hun på en kontoruddannelse. Men hun var langt fra færdig med at spille musik, selvom vejen til den musikalske karriere var kringlet.

 

Klange fra en stjerne

Anden Verdenskrigen brød ud, da Else Marie Pade var 16 år. Tyskernes besættelse af Danmark gjorde hende vred, og hun havde svært ved at skjule sin foragt for dem på gaden. Det blev imidlertid Else Maries klaverlærerinde, der fik gjort den unge piges frustrationer til konstruktiv modstand. Hun fik Else Marie ind i modstands-bevægelsen under krigen, men hun blev angivet af en stikker og fanget af tyskerne. Hun kom i fængsel og senere i Frøslevlejren. Det var en aften efter et af mange opslidende forhør i Aarhus Arrest, at den gennembankede pige fik øje på en klar stjerne oppe i cellevinduet og havde en form for syn – med musik.

»Det var som om stjernen fyldte hele rummet, og hun hørte noget betagende musik. Stemningen omkring musikken og synet overbeviste hende om, at hvis hun slap levende fra det her, ville hun hellige sit liv til musikken,« fortæller Morten Pade.

I mangel på bedre rev Else Marie spændet ud af sin hofteholder og ridsede noderne, til den musik hun hørte, ind i cellevæggen. De noder blev senere til Du og jeg og stjernerne er venner, Else Marie Pades første komposition.

I Frøslevlejren mødte hun sin mand Henning Pade. Hun slap ud af lejren, da Danmark blev befriet d. 5. maj 1945, og de blev gift året efter. I 1947 fik de sønnen Morten og i 1950 Mikkel.

 

Fra unoder til noder

Musikken i Else Marie Pades hoved fandt vej til papiret, først i fængslet og senere ude i friheden. Hun blev uddannet pianist fra Det Kongelige Danske Musik-
konservatorium, og efter sin diplomeksamen studerede hun i en længere periode komposition hos komponisten Vagn Holmboe.

Den musikalske interesse udviklede sig fra danseviser til konkret musik, der er lavet af reallyde man optager og sætter i tonesystemer. Det var musik af de lyde, som hun altid havde hørt i sit indre. Senere blev musikken mere elektronisk. Det gjorde det blandt andet, fordi Jan Maegaard lærte Else Marie at bruge tolvtoneteknikken.

Men det var svært at tænke ud af boksen i musikmiljøet – og samtidig være kvinde. Jan Maegaard fortæller:

»Det var vanskeligt at være ung komponist. Der sad nogle rigsherrer og følte det var dem, der dirigerede musiklivet, og vi andre skulle ikke komme og lave noget, der ikke lignede det, de lavede.«

 

Bredbåndet boheme-kunstner

Ægteskabet med Henning Pade holdt ikke. Han ville have ro, når han kom hjem fra arbejde. Men Else Marie Pade var selskabeligt anlagt og holdt åbent hus for sine boheme-kunstnervenner i weekenden – et liv der ikke harmonerede helt med rollen som borgerlig hustru og mor.

Selv oppe i årene har den nu 90-årige Else Marie Pade nydt at være sammen med andre kunstnere, især de unge, der har givet hendes musik nyt liv. Til en middag hos dj Mike Sheridan, konverserede hun pligtskyldigt med hans forældre til middagen var slut, og de to kunne gå ned i hans studie.

»Så så man dem ikke mere den aften! Hun var 80 og han var 15, men de var fuldstændig på bølgelængde med hinanden,« fortæller Morten Pade. Ifølge sønnen er det ét af Else Maries særpræg, at hun er »bredbåndet« og meget åben og givende at være sammen med. Samtidig har der altid været noget anarkistisk over hende, siger han. »Hun er ligeglad med andre menneskers dom, men jeg tror det overvælder hende, hvor meget hun har været igennem. Og at hun føler sig privilegeret over, at hun har nået at opleve anerkendelsen fra omverdenen.«

 

Portrættet af Else Marie Pade er skrevet i december 2011 og bringes i UDSVING med enkelte opdateringer.

FORRIGE

WALDO & MARSHA I BYHAVEN

NÆSTE

VOXPOP